VI.

Om Seminarii Fond, Seminarier og Seminarister.

af

Kofod Ancher,

Sognepræst i Stokkemark.

Man Can maatte være faare blændet af Forkjærlighed til det Gamle, eller og forsætlig tillukke fit Øie for Sandhedens Lys, dersom man vovede at paastaae, at der i de sidst henrundne Aarti ikke er gjort meget til Skolevæsenets Fremme og Oplysningens Udbredelse blandt de lavere Folkeklasser i vort Fædreneland. Faa ere maaskee de Lande af lige Stør relse, udi hvilke flere udmærkede og retsindige Mænd i lige lang Tid have tænkt, skrevet og vir ket saameget til det ædle Formaal: Almueoplyss

ning, som feet er i Dannemark. Mørkhedens Ben maatte vel og den Mand kaldes, som kunde i Fædrenelandet ønske sig de Lider tilbage, da den afskedigede Corporal, Skomageren eller Skræderen var den frygtelige, men uvidende Pædagog, som thronede i Landalmue Skolerne, og skulde lære Ungdommen, hvad han ingensinde "selv tilbørligen havde lært eller forstaaet. Men fordi een Tidsals der haver Fortrin for en anden i nogle Stykker, kan der ikke derfor gjerne haves Mangler i andre? Og fordi en Sag haver mange lyse og herlige Siz der, bør jeg derfor være blind for dens mørke? Saalænge frimodig Sandhedskjærlighed og Iver for den gode Sags Fremme styrer Pennen, hvi Fkulde da Nogen i det Land, i hvilket Sjette Fres deriks milde Aand hersker, frygte for at møde Lis gegyldighed eller Tilsidesættelse, fordi han talte høit om sin Overbeviisning, skulde denne end finde nok saamange og mægtige Modstandere?

For at raade Bed paa den iøinefaldende store Mangel paa duelige og til deres Bestemmelse dans nede Lærere i Landalmue - Skolerne, bleve Seminarier paa flere Steder i vort Fædreneland oprets tebe. Disse Underviisnings- og Dannelses- Uns ftalter for de vordende Skolelærere maatte naturs ligviis have et Fond, som kunde bestride de forelø:

bige udgifter til Bygningers Anskaffelse', hvor saadanne savnedes, saavelsom de ved Seminarierne sansatte Læreres aarlige Lønninger. Da nu et faadant Fond for Øieblikket manglede, blev bestemt, at ethvert ledigtvordende Præstekald, i hviltet Præsten, efter allerede gjorte Beregninger, anfaaes ́for at have mere, end ved stræng Deco= <nomi det nødtørstige Udkomme, skulde afgive til Seminarii - Fondet mere eller mindre af fine aarlige Indtægter, efter hans Embeds formeente Størrelse. Den geistlige Stand blev saaledes den eneste i hele Staten, som det blev paalagt, ved Afkortning i sine forhen havte Indtægter, at tila veiebringe Fond for en ny almeennyttig Indretning i Staten, hvis gavnlige Virkninger skulde spores igjennem hele Fædrenelandet, og af hvilken de høieste som de laveste Borgerklasser skulde høste Frugter. - Det var altsaa netop den Stand, hvis Kald det er, selv uafladelig at arbeide paa Oplysningens og Sædelighedens Fremme i sin Krebs, som nu ogsaa ved Ufgifter laf sit Embeds Indtægter maatte befordre Oplysningen. I famme Forhold, som nu Præstens varmeste Iver for det i hans Kreds nyligen indførte forbedrede Skolevæsen, høiligen behøvedes, til at ordne, lede og styre Alt, saa at de mange mødende Van=

Feligheder kunde paa bedste Maade jævnes, saa at Bondens Uvillighed til fine Børns og Tyendes uvante stadige Skolegang kunde med Læmpe tales til Rette, og den gode Sag ved Forstand og Klogskab fremmes, istedetfor ved brusende og iilfindet Adfærd at skades; i samme Forhold maae nù nødvendigen Præstens Virksomhed, hans Iver og Varme for den Sags Fremme, der ei alene fordrer hans personlige Anstrængelse og alvorligste Flid, men selv en altfor følelig Deel af hans Indkomster

svækkes og kjølnes. Thi nagtet vi jo vel alle vide, at hvad der er Mandens Embedspligt, forbliver dette, hvor trange hans Kaar end vorde; saa fører den menneskelige Naturs Skrøbelighed, der er tilfælles for Præsten som for enhver Anden, det nu engang saaledes med sig, at den Gjerning, som vi skulle gjøre under daglige stigende Bekym= ringer for Udkommet, den kunne vi umuligen gjøre med samme Iver og Lyft, som under gunstigere. Omstændigheder. Og da især det geistlige Embede. er af den Beskaffenhed, at alt, hvad der gjøres i famme, kommer an paa Landen, med hvilken det Feer, saa burde dog Præsten kunne gjøre sin Gjers ning med Glæde og ikke sukkende; thi det er ei gavnligt.

Tager man tillige i Overveielse, at den geists lige Stand, imedens den endnu formaaede at give fine Børa en videnskabelig Opdragelse, afgav et ikke ubetydeligt Antal dannede Ynglinge tjenlige til at beklæde og forrette Statens offentlige Em beder, nu derimod jo mere den betynges med udgifter til offentlige Indretninger i Samfundet, sættes ud af Stand hertil, da dens trangere Kaar, forenet med den større Bekostelighed ved at lade Børn studere, nøde dem til, at unddrage mangen duelig Yngling fra Videnskaberne; faa synes det mig, fom om Staten, ved faaledes at forøge den geistlige Stands Byrder, kun lantmer sin egen Kraft og tilføier sit eget Legeme Saar, som seent ville kunne læges.

Men dersom det nu eengang ikke skulde være gjørligt, enten end flere Stænders Deeltagelse i at bære denne Byrde, eller paa hvilkensomhelst anden billig Maade, at tilveiebringe et Fond for faa almeennyttig en Indretning i Staten, som de oprettede Seminarier for Landalmue: Skolerne er, end ved at lade den geistlige Stand ene udrede samme; saa maatte det synes at være af Vigtighed, at tænke over, hvorledes Hensigten med Semina rierne, nemlig at danne duelige og til deres Em: bede slikkede Almue - Skolelærere maatte kunne op: