Sind, som indbefatter de forskjellige Yttringer af det Gobe; og dette Sind fremstilles som et Samfund (xoivavía) med Gud, hvorved ikke forstaaes en eenfidig, sygelig Rugen over dunkle fromme Følelser, men en inderlig, klar og levende Bevidsthed om Guds Forhold til Menneskene, som giver os den rette Indsigt i den guddommelige Lov, den rette Lyst og Glæde ved dens Opfyldelse, som forjager al ængstelig Frygt og Mistvivl, og fylder Hjertet med Kjærlighedens, Hengivenhedens, Frimodighedens høiere Fryd, der vækker, Ahnelsen om det evige Livs Lykfalighed.

Denne Undersøgelse er heelt igjennem understøttet ved Sortolkning af det Hye Testament, navnlig af Jesu Taler i Johannis Evang. og af denne Apostels første Brev. I de her behandlede Steder finde vi Hovedsummen og Aanden af den christelige Lære betegnet; den blot philologiske For tolkning er følgelig her utilstrækkelig; det er den rigtige, al: mindelige Indsigt i Christendommens religieuse Characteer, Frugten af et foregaaende, omfattende Studium, som her alene giver den rette Fortolkningsnøgle, og at Forfatteren er i Besiddelse af denne Nøgle, skjønnes lettelig af Resultaterne; thi ogsaa Fortolkningen skal kjendes paa dens Frugter. Naar Forf. hist og her har fulgt en kunstlet Fortolkning, da er dette et enkelt Misgreb, som ikke staaer i Forbindelse med de rigtige Principer, han har lagt til Grund, og som man gjerne overseer ved siden af de umiskjendelige Prøver paa Kundskab, Skarpsindighed og Smag.

Ugjerne savne vi i denne Afh. et ombyggeligt Hensyn til ældre fortolkeres Arbeider. Det kan her ikke være vor Mening at anbefale den Smagløshed, med hvilken Theologerne i ældre Dage efter Philologernes Erempel opdyngede Citater, der kun beviste Forfattens Forfængelighed og besværede Læserne, eller den Affectation, med hvilken nogle af de nyeste

Soldaten ikke bliver tapper ved at studere Krigskunsten, eller Landmanden arbeidsom ved at studere Agerdyrkningsvidenskaben; dette følger ligefrem af Videnskabens Natur, der umiddelbart ikke lægger an paa at sætte Følelsen og Villien i Bevægelse, men paa at føre til rigtig og klar Erkjendelse, og lærde og forstandige Mænd have derfor til alle Tider været langt borte fra den Tanke, at det videnskabelige Studium skulde være tilstrækkeligt. Men kun ved et forunderligt Spring kan man deraf udlede, at den videnskabelige Pligtlære skulde være unyttig det maatte da være, enten at Videnskaben ikke befordrer Erkjendelsen, eller at Erkjendelsen ikke befordrer den rette Handlemaade, og ved et endnu forunderligere Spring kommer man til den Paastand, at den skulde være skadelig og frembringe en Modstræben i den menneskelige Villie; thi dette kunde dog kun blive Følgen af den aandløse Behand ling, hvor Pligterne i Afdelinger og Underafdelinger optræde paa et Schema til mechanisk Memorering, i Stedet for at udledes af det høiere Udspring og udvikles i deres rette Be tydning, af en saadan Behandling altsaa, hvis Slethed netop ved Videnskaben bliver lagt klart for Dagen og paa det Stærkeste modarbeidet.

Men alt Dette har Forf. tildeels selv paa enkelte Steder antydet, og vi have alene villet give Erempel paa, hvorledes Mangel paa Nviagtighed og Bestemthed → maaskee i Uds trykket mere end i Begreberne udsætter for Misforstaaelser, som finde tilsyneladende Medhold i Ordene, og som mindst kunne være en videnskabelig Forfatter ligegyldige.

Naar vi have anmeldt de tvende anførte Afhandlinger som heldige Prøver af et videnskabeligt Studium af Theo. logien i dens forskjellige Retninger, den historiske og den philosophiske, finde vi i den tredie af de theologiske Disserta tioner den ligelige forening af historisk Fuldstændighed og øiagtighed med philosophisk Critik og aandelig Frihed, som danner den ægte videnskabelige Characteer.

Commentatio de capite decimo libri Geneseos. Pars prior. Auct. Matth. Haqu. Hohlenberg, Phil. Dr. Theol. in Univ. Haun. Prof. Extr. Haun. 1828. Typis exc. J. H. Schultz. 108.

Undersøgelse over over det tiende Capitel i første Mosebog. Første Deel. Af Dr. og Prof. M. H. Hohlenberg.

Det ovennævnte Capitel indeholder en Fortegnelse over de forskjellige asiatiske og africanske folk, der frem: filles som Efterkommere af loahs trende Sønner; Forklaringen af de forekommende Navne er forbunden med Undersøgelser, som i philologisk saavelsom historist Henseende høre til de saare indviklede, men som kunne føre til vigtige Oplysninger om Omfanget og Beskaffenheden af de gamle HebræeresTM Kundskab til fremmede Lande og deres Beboere. Af de herhid hørende lærde Sproggrandskninger er alene en Prøve meddeelt i denne første Deel, og hvad om disse kunde være at bemærke, vil efter Skriftets Fuldendelse finde en passeligere Plads.

Af de indledende Undersøgelser derimod, som allerede ligge for os, vil selv et kort Udtog uden Tvivl kunne læses med Interesse.

Den almindelige Forestilling', man har gjort sig om det ovennævnte 10de Capitel, er som bekjendt den: at de Individer, der nævnes som Noahs Efterkommere i andet og tredie Led, paa en bestemt Tid have adskilt sig, fra hin anden og ere dragne ud i forskjellige Egne -en Forestilling, som den mythiske Fortælling om Taarnbygningen i Babylon syntes at bestyrke *) —, at de her ere blevne Stamfædre for de enkelte i disse Egne boende Folkeslag, og at disse saavelsom de Lande, de beboede, have faaet. Xavn efter hine Folkenes første Stamfædre. Heraf fulgte da tillige, at man efter denne Stamtavle meente at kunne godtgjøre Folkenes indbyrdes Slægtskab og historisk documentere deres Oprindelse. Men en nærmere Betragtning af Sagen viser, at denne Forestillingsmaade er urigtig (S. 25 ff.). Ligesom allerede i og for sig selv den Mening er urimelig, at Menneskene

*) Med god Grund erklærer Forfatteren sig med Hensyn til første Mosebog for den, hyppigen ilde udraabte og mistydede, Benævnelse Mythe eller mythiske Beretninger, til at betegne den Beskaffenhed, som Fortællingerne navnlig i de første Capitler have tilfælleds med alle øvrige Oldtidsagn, at den historiske Sandhed er i Fortællingen blandet med digterske. Tilsætninger; en naturlig og nødvendig Følge af Oldtidens barnlige Characteer, der ikke vidste ved Jagttagelse og Reflexion at skjelne mellem det udvortes og det indvortes Liv, mellem historiske Gjerningsager og Forestillingerne om samme, mellem nærmere og fjernere Aarfager, og altsaa fremstillede Tanker som Handlinger, menneskelige Bedrifter som Virkninger af Guddommen, Begreber og Jdeer som handlende Personer. (S. 7.).

omtrent et hundrede Aar efter Syndfloden en Tidsbe: stemmelse, som man antog paa Grund af det chronologiske Slægtregister i det 11te Capitel i Forbindelse med 10, 25 fulde have formeret sig saa stærkt, at de kunde befolke en stor Deel af Asien, Africa og Europa, og at de forskjellige Fami lier paa een og samme Tid skulde være dragne ud fra det hidtilværende fælleds Opholdsted for at adsprede sig omkring i Landene, saaledes er det baade af historiske Grunde og af saas danne der hentes fra almindelig Rimelighed, vist, at man aldrig vil kunne udfinde eller historisk paavise de ældste Folke flags Oprindelse, som desuden ligger ud over al Histories Begyndelse. Noget ganske andet er det, at det om enkelte Nationer lader sig vise, ved hvilken Anledning og til hvad Tid den Stamme, af hvilken de ere udsprungne, har skilt sig fra den Slægt, med hvilken den forhen levede forenet; saaledes gjælder dette f. Er. om en stor Deel af Amerikas Beboere, der ere af europæisk Herkomst; om andre Nationer lader det sig deels af gamle, skjøndt sædvanligen meget dunkle, Sagn, deels af Sprogenes Beskaffenhed o. s. v. slutte, at de oprindeligen høre hjemme i andre Egne af Jorden end dem de nu beboe; saaledes vide vi f. Ex. at Scandinaviens og Germaniens Beboere engang ere indvandrede fra Asien; og dog er det kun enkelte, forholdsviis meget faa Nationer, om hvilke saadanne Efterretninger haves, og selv disse lade sig sjeldent henføre til nogen bestemt Tidspunkt. Med Hensyn paa den omtalte Forestillingsmaade maa det dernæst be mærkes (S. 29), at de omtalte Folk ingenlunde kunne tæn kes udsprungne fra enkelte Individer, som deres Stamfædre; thi naar overhovedet Oprindelsen til et Folk maa tænkes saaledes, at en Fleerhed af Individer først efterhaanden har forenet sig til en sammenhængende og fra andre adskilt Eenhed, saa følger deraf, at de enkelte Medlemmer, af hvilke et Folk