Men allerede den første lærde Udgiver betragtede dette Skrift med mistænkelige Dine, og denne Mistanke forøgedes og udbredtes ved nøiagtigere Undersøgelse af dets Indhold og Sprog; Critikerne i det 17de og 18de Aarhundrede erklærede sig med Overvægt for den Mening, at dette Brev med Uret bar den apostoliske Mands Tavn, hvad enten det nu var bleven ham med Forsæt tillagt af Forfatteren selv eller kun ved en Misforstaaelse, en ugrundet Formodning af Læserne, som i den ucritiske Tidsalder havde fundet almindelig Tiltroe, og Undersøgelsen syntes i vore Tider at maatte ansees som endt og afsluttet.

Imidlertid har det i den nyeste Tid ikke manglet paa enkelte Theologer, som have antaget sig det forskudte Barn, og med disse har Forfatteren af nærværende Afhandling gjort fælleds Sag, idet han i den første Afdeling, som her ligger for os, bestræber sig for at vise, at de Grunde, som ere blevne hentede fra Brevet selv, fra dets Indhold og Sprog, ingenlunde berettige til den haarde forkastelsess dom, som er bleven fældet over samme.

En flittig og nøiagtig Benyttelse af tidligere hidhenhøs rende critiske Skrifter, en velanlagt og velvedligeholdt Plan, en omhyggelig Udførelse og Besvarelse af Forgjængernes Inds vendinger tale til dette Skrifts Anbefaling; men vi kunne lade disse Fortrin vederfares Ret, uden at finde videnskabelig Tilfredsstillelse ved Behandlingen.

Forfatteren har heelt igjennem fulgt den Methode, at tage de Grunde, med hvilke Brevets Ægthed er bleven bes stridt, den ene efter den anden for, og at stille sine Modgrunde mod enhver enkelt af disse. Denne Procedure var den natur var Forfatteren om at gjøre, at

lige og rigtige, dersom det

vurdere og gjendrive de ældre Critikere, ikke derimod, naar det var ham om at gjøre, at bringe det omtvistede Spørgsmaal

fin Afgjørelse nærmere. Det hele har nu faaet Übseende af et Indlæg og Contra-Indlæg; man seer vistnok, at de stren gere Critikere af og til have betjent sig af svage Vaaben, at de ofte have sagt mere, end der lader sig forsvare; men hvad, om det nu ligefuldt var Sandheden, de havde forsvaret'! netop fordi Sandheden ofte bliver maadeligt forsvaret, og fordi dette maadelige Forsvar let kaster en Skygge paa Sagen fele, er det vigtigt, ikke at blive staaende ved de Grunde, hvormed en Sag til en vis Tid af visse Personer er bleven enten forsvaret eller bestridt, men at søge høiere, til de Grunde, som ligge i Sagen selv og tale for eller imod den. Men til en fri og selvstændig Undersøgelse, som foretager en ny Revis fion af Acterne uden at lade sig sin Gang foreskrive af de senere Forhandlinger, har Forfatteren spærret sig selv Veien, og hvor vi ventede en dybere gaaende Critik, som kunde sætte os i Stand til at dømme, til hvilken Side Vægtskaalen monne helde sig, finde vi Undersøgelsen uventet afbrudt, Spørgsmaa: lene, selv meget omstridte Spørgsmaal, ofte afgjorte efter Andres Auctoritet, og Valget imellem de forskjellige Meninger tildeels som det synes bestemt ved deres større eller mindre Brugbarhed for Forfatterens foresatte Siemed. Saaledes har man beraabt sig paa, at Stilen i dette Brev selv vidner imod dets Ægthed, fordi Afstanden fra Sproget i det Nye Testament og andre Skrifter fra den apostoliske Tidsalder er paafaldende stor; Forf. nægter dette, paastaaer det Mod: satte, men bliver Beviser skyldig (S. 16. 94, 95); man har beraabt sig paa den overvættes, smagløse og anstødelige, Alles gorisering Syge, som danner en skjærende Modsætning imellem dette Brev og det Nye. Testaments Bøger; Forf. benægter denne Modsætning, men den sammenlignende Characteristik, som laae saa nær og som var aldeles nøds

1

vendig for at afgjøre Striden imellem Ja og Nei mangler atter (S. 84-87).

Det følger af. Sagens Natur, at Undersøgelser, hvor det kommer an paa at afgjøre, om et Skrift ifølge Indhold, Sprog og Tone bør ansees for et Værk af en bestemt For: fatter eller ikke, høre til de saare vanskelige og mislige; thi hvor Lidet er ikke her givet at gaae ud fra! og jo Mindre der er givet, des Mere bliver overladt til Enhvers Godt: befindende at antage eller at forkaste; intet er derfor hyppi: gere, end at see berømte og øvede Critikere fælde en aldeles modsat Dom om det samme Skrift, ja endog at hente baade Grunde og Modgrunde fra de selvsamme Eiendommeligheder i Bogens Indhold og Stiil. Denne paafaldende Vaklen, som baade forvilder det almindelige Omdømme og bringer Critiken som Videnskab i Vanrygte, befordres fornemmelig ved den letsindige Overfladighed, som uden nogen nøjagti: gere Undersøgelse, uden bestemte, klart tænkte og klart frems satte Grunde affiger Dommen efter en vis dunkel, aldeles subjectiv Følelse af, hvorledes vedkommende Forfatter formeent: lig maatte have udtrykt sig, og hvorledes han ikke vilde have kunnet udtrykke sig; en saadan Kjendelse beviser intet, fordi den ikke er bygget paa faststaaende Præmisser, men den er af samme Grund sikker for egentlig Gjendrivelse, fordi den ikke frembyder noget Punkt at tage fat paa. Det fortjener al Roes, at Forfatteren har holdt sig borte fra denne tomme, indholdsløse Critik; men denne Bestræbelse har uden Tvivl ført ham til en anden Rderlighed, idet Undersøgelsen taber sig i den store Mængde af enkelte Bemærkninger og Grunde, som adsplitte Opmærksomheden istedet for at hæve den til det friere Overblik, der samler Enkelthederne til et Heelt; men der kan paa hver enkelt Indvending lade sig give et tilsyneladende ret fyldestgjørende Svar, uden at derfor

den ene store hoved-Indvending er gjenbrevet. Alt kommer nemlig her til Slutning an paa, at samle alle de enkelte Træk og deraf danne et tro Characteerbillede af den litteraire Personlighed, som fremlyser af Skriftet, og derefter sammenholde dette med den angivne Forfatter, faaledes som vi andenstedsfra lære ham at kjende. En saadan Characteristik er i nærværende Skrift ikke bleven forsøgt, men vi tør troe, at den vilde have ført Forf. til et andet Resultat; i det mindste ville sikkert de Fleste erkjende, at en Opløsning af de christelige Troeslærdomme i et for: fængeligt Spil af eventyrlige Billeder og Allegc.ier, en Ud: stykning af den christelige Sædelære i en tør, ufrugtbar Op regnelse af specielle Leveregler, saaledes som vi finde den i det faakaldte Barnabæ Brev, er saa aldeles blottet for Evangeliernes simple Høihed, for Apostlenes salvelsesfulde Kraft, at det maatte være et psychologisk Under, om den Mand, der som Pauli udkaarne Ledsager sikkert har været hans Slægtning i Aand, var dette Brevs Forfatter.

Det er bekjendt, hvorledes man nogle Aarti tilbage kun pleiede at betjene sig af Critiken til at nedbryde og nedrive, tildeels Meget af det, som indtil den Tid havde staaet uan: tastet; og denne Retning maa sikkerlig erkjendes for nødvendig og gavnlig, naar man seer hen til hiin Tidsalder, da man igjennem flere Generationer havde ladet de saakaldte lærde Materialier opdynge sig uden at prøve og sigte dem. Men det vilde være udenfor Naturens sædvanlige Løb, om man ikke mangengang havde overskredet den rette Grændse, og vistnok kan der derfor i mange Tilfælde nuomstunder være Opfordring til og Interesse ved at gjøre en modsat Brug af Critiken, til at gjenopreise det faldne og befæste det Vallende; men der kan ikke noksom tages til hjerte, at, naar denne Bestræbelse skal fortjene Navn af videnskabelig og

bringe Videnskaben sand og varig Frugt, maa den hverken være grunder i en Lyst til at opponere mod Forgjængere, eller i er forudfattet Forsæt at fuldføre en Restitution, men i den rene Kjærlighed til Sandhed, den rene Iver for at hjælpe den til dens Ret; thi dette Sind alene er det, som henvender Diet til et høiere Maal, og lærer os at undgaae den forgangne Tids Eensidighed uden at falde til den modsatte,

De summa animi perfectione. Auct. Petr. Tetens Hald, S. S. Min. Cand. Haun. 1828. typis Jac. Behrend. 120. 8.

Om Sjelens høieste Fuldkommenhed. Af P. Tetens Hald, Cand. i Theol.

Resultaterne af denne Afhandling og Undersøgelsens Gang lade sig kortelig angive under følgende Momenter: Fulds kommenhed hos Mennesket er en fuldstændig Harmonie mellem Sjelens Evner og Kræfter, og det er derfor alene ved Religionen at den lader sig opnaae, fordi denne hæver Mennesket til den høieste, altomfattende Idee af Guddommen, og derved baade paatrykker Ideerne af det Sande, det Gode og Skjønne det høiere Præg, og styrer Virksomheden af de aandelige Kræfter i den sande Retning. Saaledes bliver ogsaa Fuldkommenheds: Begrebet udviklet i den christelige Lære. Den menneskelige Fuldkommenhed bliver i den hellige Skrift ikke satt Kundskab eller Viisdom, ei heller i den blotte Efterlevelse af de enkelte Pligtbud, men i det høiere