hvilke Faculteternes Medlemmer offentligen skulle vise sig sam's lede i ́ Processioner og ved andre festlige Leiligheder, eller hvor deres samtlige Navne skulle, anføres efter hverandre, og altsaa efter en vis Regel, saa indsees ikke, naar eller hvor disse For: ¡hold og Hensyn ellers nødvendigen maae komme i Betragt: ning. Men da nu en Regel og sømmelig Orden vistnok ogsaa i disse Tilfælde kunde udfindes *), uden at gaae ud fra hiin over og underordnende Adskillelse af det, der ifølge sin Natur er ligeartet, tør man vel antage, at den Tið vil komme, da alle Videnskaber, det være sig med eller uden Rang, ville ansees som lige gjeldende, og ingen, som udmærker sig i en Videnskab, ved nogen borgerlig Forrang hæves over de lige Udmærkede i andre Fag. Maaskee ere der Grunde, der for Tiden hindre denne Idees Udførelse, men disse Grunde ere dog vistnok ikke af anden Art, end at en stigende Cultur vil bortrydde dem.

Det har stedse været Regel, ikke at uddele akademiske Bærdigheder, uden efter forudgaaende offentlige Prøver. Denne Regel fortiener gandske at billiges, og bør aldrig tilsidesættes, uden naar man nu og da finder sig ved særdeles Omstændig heder foranlediget til at hædre en ved Skrifter udmærket Mand ved Doctorværdigheden i det Fag, hvori han har gjort sig fortient, i hvilket Tilfælde Doctorværdigheden meddeles, uden foregaaende Disputats, ved Æresdiplom. Den forhen oms talte Kongelige Forordning nævner (§. 5), som dem, der kunne modtage. Æresdiplomer, "Videnskabsmænd, der ere i anselige Embeder, eller ved Skrifter have udmærket sig." Dette Sted i Forordningen synes i Overeensstemmelse med samme Forord:

*) Com Erempel anføres, at ved Universitetet i Leiden, staaer det Facultet først i Lectionscatalogen, til hvilket der Aars

nings §. 4 at maatte forstaaes saaledes, at Mænd, der ere i anseelige Embeder, ikkun for saavidt erholde akademiske ress diplomer, som de ere bekiendte for Lærdom. I ethvert Tile fælde bør denne Deel af anførte. Forordning fortolkes saale: des, at den Lærdom, som skal give Adgang til akademiske Værdigheder ved Æresdiplom, bør være lagt for Dagen ved Skrifter. Afviger man herfra, er den uundgaaelige Følge, at de akademiske Grader, tabe deres Anseelse. Flere tydske og andre Universiteter tiene til advarende Erempel. Med Grund har man til alle Tider dadlet baade letsindig forfængelig Higen efter at bekomme akademiske Værdigheder, og utidig Eftergiz venhed i at uddele dem.

De Regler, som gielde for de akademiske Grader og Væri digheder ved Kiøbenhavns Universitet opfylde i det: Hele og Væsentlige deres. Bestemmelse, at hædre udmærkede, og opmun tre haabefulde Videnskabsdyrkere; hvortil kommer den meget væsentlige Nytte for de yngre iblandt disse, at de derved undertiden ledes tidligere, end maaskee ellers vilde skee, til at give deres. Stræben en bestemt Retning, ved at henlede den til visse Opgaver, hvilke da ofte beholde varig Interesse for dem, som tidligen fik dem kiere, og tidt have bragt Videnskaben vigtigt Udbytte, deels i heldige Ungdomsforsøg, deels i mod? nere Værker, der maaskee ikke vare blevne til, dersom de ikke vare foranledigede paa denne Maade. Men dersom alligevel Tilfælde indtræffe, i hvilke denne Indretnings Hensigt forfeiles, bør dette ikke tilregnes selve Indretningen, men dens Misbrug, for hvilken jo den, som alle menneskelige Ting, er udsat. Vildfarelser, Fordomme, Partiskhed kunne her, som overalt, komme i Bevægelse; og dog tør man vente af de Mænd, paa hvilkes Dom Sager af denne Art beroe, at Feil og Misbrug, som de her anførte, i det hele ikke ere at befrygte. Erfaringen er her Beviis. Desuden byder Billighed, at betænke, at over:

28

bærende Mildhed undertiden kan synes at være Pligt imód yngre Forfattere, endog om en sildigere Erfaring nu og da viser, at det havde været bedre at bruge Strenghed. Ja det er vel endog muligt, og Forfatteren af disse Bemærkninger erklærer sig gandske for denne Mening, at retfærdig Strenghed ogsaa her i alle Tilfælde er rigtigst og raadeligst; thi man kan endda være vis paa, at det vil skee, at der paa menneskelig Viis feiles; men uden Betænkning kan Sandheden tage imod det Vidnesbyrd, at der neppe er noget Universitet, hvor denne Sag behandles med samvittighedsfuldere Omhu end hos`Os. Naar mislige Tilfælde indtræffe, blive de ikke upaaagtede, og man har Exempel paa, at de have mødt fortient Behandling.

Men skal Disputationsvæsenet opfylde sin Bestemmelse, bør alle Skrifter, som have til Formaal at skaffe deres Forfat: tere Adgang til de akademiske Grader, være af den Beskaffen: hed, at denne Adkomst ved dem tilfulde er fortient. For nu at afgiøre, hvor dette er Tilfældet, eller ikke, bør den almins delige Regel vel være, at udarbeidelser af den her omtalte Art skulle indeholde Beviis paa Forfatternes Tænksomhed og Lærdom, i Forening med en Fremstillingsevne, der vidner baade om Anlæg og Dannelse, og hvis Øvelse ogsaa i ́det mundtlige Foredrag skal godtgiøres ved Dissertationernes offentlige Fors svar. Denne er den almindelige Regel, men i dens Udøvelse glemme man ikke, at ualmindelig Tænksomhed, endog uden betydelig Lærdom, ligesaavel, og maaskee endog mere bør finde Veien aaben for sig, end den blotte Lærdom, der ikke er forenet med den Tænksomhed, dybere Indsigt og Dannelse, uden hvilken ingen ægte Videnskabelighed finder Sted. Jøvrigt kunne akademiske Dissertationer ikke være alle lige gode. Uliighed i Anlæg, Forskiel i Kundskaber, gunstigere eller ugunstigere Stil: ling og Forhold, de forskiellige Maal, hver især foresætter sig, ja selv Gienstandenes særlige Natur, og enhver Videnskabs

særegne Tilstand medføre betydelig Ulighed og forskiellige Grader i disse Arbeiders Værd. Alle Videnskabsdyrkere kunne ikke være lige udmærkede, giøre Opdagelser, aabne Videnskaben nye Baner, eller anvende det Forefundne paa nye, vidtomfattende Maader; ogsaa i en lavere og snevrere Kreds kræves duelige og troe Arbets dere, som have fuld Adkomst til deres vel erhvervede Løn og Hæ: der. Ikkun det Maadelige og Slette har ingen Borgerret i Musernes Rige. Den som ubeføiet vil trænge eller snige sig ind i disses Helligdom, røber derved, at han har forfeilet sin Be stemmelse i Verden, og kan ikke være besielet af sand Kierlig hed til Videnskaben, thi denne er uadskillelig fra fornuftig Indsigt, der tillige medfører rigtig Vurdering af egne Anlæg og Evner. I alle Tilfælde er det deres Pligt, af hvem de akademiske Værdigheders Tildelelse er afhængig, at forebygge deres Misbrug; thi at indrømme Ubeføiede en Plads, som de ikke have fortient i Videnskabernes Rige, og som ved dem vanæres, sfeer enten ved Vildfarelse i Vedkommendes Dom, eller ved Svaghed i deres Grundsætninger.

a) Theologiske Dissertationer.

Commentationis de authentia Epistolæ Barnabæ particula prior. auct. Joh. Chr. Rördam, S. S.

Min. Cand. Haun. 1828. typis Fabritii de Tengnagel. 100. 8.

Om ægtheden af Barnabe Brev.

Første

Afdeling. Af Joh. Chr. Rørdam, Cand. i Theok.

Barnabas, der i Apostlenes Gjerninger oftere nævnes som

Pauli Ledsager paa hans Reiser og som een af Evangeliets første nidkjære Forkyndere, der tillige som Apostlenes Samtidige regnes iblandt de saakaldte apostoliske Fædre (tilligemed Clemens, Hermas, Ignatius og Polycarp), ansaaes i den gamle Kirke som Forfatter til et Brev, der omtales og citeres af flere Kirkelærere i det tredie og fjerde Aarhundrede, og endnu i det niende Aarhundrede nævnes af Nicephorus, Patriarch i Constantinopel. Fra denne Tid af forsvinder Skriftet af Litterairhistorien; først efter et Mellemrum af otte Wars hundreder blev det opdaget i nogle faa Haandskrifter i Rom og Florents, og selv i disse kun i lemlæstét Form, idet Be: gyndelsen af Brevet mangler i dem alle og derfor endnu stedse kun haves i en gammel latinsk Oversættelse, som er bleven fundet i det westphalske Klosterbibliothek Corbey (det samme Kloster, fra hvilket Ansgar drog ud som Nordens Apostel). Den berømte islandske Erkebiskop Jac. Usher var den første, som foranstaltede det nyfundne Skrift trykt. li Orford Aar 1643; men en Ildebrand fortærede hele Oplaget, og to Aar gik endnu hen, førend en ny Udgave kom for Lyset; senere er Brevet oftere udgivet saavel i Originalsproget som i engelsk og tydsk Oversættelse.