Elverhø i

Skuespil i fem Acter af Johan Ludvig Heiberg. Kjøbenhavn 1828.

vo der i de sidste Decennier har fulgt vor dramatiske Litte: ratur med stadig Opmærksomhed, ham kan en paafaldende Fors andring i denne ikke være undgaaet. Fra den Tid, da Øhlenschlæger for nogle og tyve Aar siden kaldte Tragediens Muse tillive i Danmark, blev vor dramatiske Litteratur næsten aarli gen forøget med flere Tragedier. Komediens Muse, hvem Holberg havde forjættet et evigt Liv i Danmark, skjenkede os derimod i mange Aar ikke et eneste sandt dramatisk Product, eller i det mindste glædedes hun selv kun yderst sparsom ved en hende værdig Søn. Saaledes gik det i den første og længste Deel af denne Periode, og først i de seneste Aar er heri foregaaet den Forandring, paa hvilken vi henpege. I de sidste Aar er nemlig Komedien i dens forskjellige Arter langt hyppigere end Tragedien fremstaaet iblandt os, og vor dramatiske Litteratur er i disse Aar blevet langt mere beriget med komiske end med tragiske Digtninger. Det er heller ikke blot Forskjellen af de danske Tragediers og Komediers Mængde i denne Periodes to Afsnit, hvilken maa opvække Forundring; men paafaldende stor er især Forskjellen af Mængden af de Digtere, der i disse Tidsafsnit have prøvet sig i de forskjellige Digtarter. Der gik i det første Tidsafsnit maaskee intet Aar hen, hvori ikke en eller anden ny Tragedieskriver belavede sig paa en Reise til Udødeligheden, og udædskede Sophocles og Shakespear, Göthe og Schiller

til Kamp, mens i hele denne Tid kuns meget faa beilede til Molieres og Holbergs Krands. Den redebonne Modtagelse og Opmuntring, som enhver Tragedieskriver i den Tid vandt hos Publikum, contrasterede ogsaa besynderligen med den Strengs hed og Haardhed, som ethvert Forsøg i Komedien mødte. Siden 1824 eller 1825 er derimod Mængden af dem, der have prøvet deres Kræfter paa Komedien i dens forskjellige Arter, betydeligen tiltagen, imedens Tragediedigternes Mængde næsten er forbleven stationair, og hine have for deres Digt: ninger mødt en velvillig opmuntrende Modtagelse, der iffet famme Grad er vedbleven at være disses Prærogativ. Aarsa: gerne til denne Forandring ere sikkert forskjellige, og kunne til deels være tilfældige; vi troe imidlertid at kunne angive een, der udspringer af Tidsalderens Retning, og der som saadan allermindst her bør undgaae vor Opmærksomhed.

Kunstens Frihed bestaaer i dens uindskrænkede Herredømme over alt det Tilfældige, der i Livet nødvendigen bestemmer enhver concret Tings Væsen, medens at dens Nødvendighed bestaaer i en absolut Underkastelse under enhver Tings abstracte Begreb. Inden for disse Grændser ligger dens Formaal: at idealisere Naturen, det er, at fremstille Naturen i den Høi: hed og Reenhed, som ved dens jordiske Aabenbaring i ethvert enkelt Tilfælde fordunkles og gaaer tabt. Den dramatiske Digs ter er derfor som enhver anden Kunstner fuldkommen Herre over Valget og Behandlingen af sit Emnes Tilfældigheder, men han er ligesaa vel i hiint som i denne bundet til dets Naturnødvendighed. Hiint og denne beroer derfor, saåledes begrændset, vel først og fremmest paa hans egen Subjectivitet, men de ere dernæst ogsaa betingede af den Tids eller det Publi: kums Subjectivitet, for hvilket han digter, og igjennem hvil ket hans subjective Anskuelser skulle vinde objectiv Kraft. Saa længe nu hans Tid eller Publikum ikke har Sands og Die

for sin egen Tilstands og sine Forholds Nødvendighed, vil han med Forkjærlighed vælge sit Emne blandt Begivenheder og Forhold, hvortil intet svarer i Nutiden, og dettes Behands ling vil være afhængig af, hvorvidt hans Tid eller Publikum overhoved har Sands for Sandheden i ethvert Forholds eller enhver Begivenheds Natur. Det er derfor ingen Tilfældigs hed, at i England, hvor Sandsen for det practiske Livs Ber tydning allerede i Aarhundreder er almindelig og overveiende, Skildringen af enhver Tids Sæder eller Komedien har været den Deel af den dramatiske Digtekunst, som er bleven dyrket der meest og med størst Held; mens i Tydskland, hvor Folkets Aand næsten altid har søgt Tilfredsstillelse i Noget, der laae uben for Tiden, Tragedien er den dramatiske Digtart, som der er blevet behandlet og optaget med den største Forkjærligs hed. Det er ogsaa denne Forskjellighed i Folkekaracteren, hvori vi maae søge Grunden til at Sandhed i Karacteer: tegning er det, der udmærker de engelske Komedier, mens det Regelmæsige i Formen, det Frappante i Situationerne og den lyriske Behandling især er det, der indtager i de tydske Trages dier. Men derfor kunne vi ogsaa i Almindelighed gjøre den Slutning, at saalænge et Folk ikke har en høi Sands for det practiske Livs Betydning, vil Komedien langt fra at finde Ops muntring, ikke vurderes af det,*) medens paa samme Tid Tras gedien vil være den Digtart, hvori det finder meest Behag,

*) En_enkelt_udmærket Genius, som er ilet sin Lidsalder forud, kan tiltrods for dennes Retning vide at tiltvinge sine Productioner en almindelig Erfjendelse og Beundring. Dette var Tilfældet med Holberg. Men dette beviser intet mod den ovenstaaende Anskuelse; tvertimod taler den Kjendsgjerning, at Holberg fandt saa faa Efterlignere, for ikke at fige Efterfølgere iblandt sine Landsmænd, for dens Sandhed.

fordi den rykker det ind i en Sphære, hvorefter det higer i fin Apathie for sin egen Tilstand, eller i sin urolige Stræben efter en forandret Tilstand. Med Karacteer Sandheden t Tragedien vil det da heller ikke være saa nøieregnende, rykket ind i en Kreds, som er det aldeles fremmed, og til Gjens gjeld, fordi Digteren har hævet det over Tiden og dens Fors hold, vil det være tilbøjeligt til at tilgive ham, naar han ogsaa hæver sine Skabninger over det Menneskelige, og lader Naturens Sandhed gaae tabt i de fremstillede Forhold. Vi kunne saaledes let forklare os, hvorledes et Publikum í en vis Tid kan lade sig henrive af enhver tragisk Digtnings lyriske Skjønheder og frappante Situationer, og være blind for dens Mangel paa Karacteersandhed; medens det paa samme Tid ikke har Sands for Komediens lunefulde Fremstil ling af Livets vanlige Forhold, og med ubøielig Strenghed fordømmer enhver Unaturlighed eller Overdrivelse i dens Kas racteertegninger. Ved Tidens eller Publikums nødvendige Tilbagevirkning paa Digterne bliver det os ikke mindre indlys sende, hvorfor disse til en vis Tid især kaste sig ind paa Tras gediens Gebeet, og der ansee sig hævede over den Sandhed, som de ikke ustraffet kunne træde under Fødderne i Komedien. Kommer endnu dertil i eens egen Tid, et lysende Mønster i den ene Digtart fremfor i den anden, hvilket det er lettere tilsyneladende at efterligne i dets Enkeltheder end at assimilere sig i dets Heelhed, saa maae vi erkjende det for en Nødven dighed, der ved første Diekast maaskee forekommer os blot som et tilfældigt Særsyn.

Nu er det vistnok en Kjendsgjerning, at den almindelige Tendenz til at erkjende det practiske Livs Betydning og Vigs tighed, som er vor Tidsalders karacteristiske Særkjende, isærdeles i de sidste Aar er begyndt at blive levende blandt

os, og vi kunne derfor ikke være tvivlraadige i det mindste om een Aarsag til den forandrende Retning af vor dramatiske Litte ratur. Imidlertid vilde denne éne Aarsag, det indsee vi, hverken saa snart have viist sig virksom eller saa let have hævdet sin Magt, ifald ikke en anden mere tilfældig Aarsag Havde forenet sig med den til det samme Maals Opnaaelse. I inter Rige hersker nemlig Claudians gamle Udsagn: componitur orbis regis ad exemplum mere ubetinget end i Kuns stens, og vi maae derfor ansee et udmærket Talents samtidige tilfældige Fremtræden i Komediens Digtart som en særdeles begunstigende Omstændighed, for at denne vor Tidsalders Ret: ning kunde blive virksom til Komediens Gjenindførelse hos os. Ikke som om vi troede, at Holbergs udødelige Mønster for den danske Komedie var gaaet tabt, eller var blevet fors dunklet, men Holberg stod for langt uden for os i Tiden, og imellem ham og os stod desuden Oehlenschlägers Genius, som med Digterscepteret vinkte Kunstens Dyrkere til at følge fig til et ganske andet Land, end til Komediens og Virkelig hedens. Dr. Heiberg havde allerede tidligen viist sit Kald til at tilbageføre Komedien iblandt os, og navnligen havde hans tidligste Forsøg i den komiske Digtart "Pottemager Walter" vel fortjent at opildne flere Talenter til at hylde Komediens Muse; men netop det, at hans Vaudeviller først saa at sige ere blevet Vendepunktet i Tragediens Eneherredømme over vor dramatiske Litteratur, besisér, hvor stor en Indflydelse Publikums forandrede Anskuelse om Liv og Tiden ogsaa har havt paa denne Forandring i Litteraturen.

Ikke ville vi undersøge, om det var nødvendigt, som Dr. Heiberg i sin Afhandling om Vaudevillen synes at antage, tgjennem Baudevillen at føre os tilbage til Komedien, men vist er det, at ligesom hiin for en Deel skylder sin Lykke hos os til Publikums vaagnede Sands for Nulivets Forhold,