nomien maatte være en af de ældste Videnskaber, og at man hverken kunde have Agerdyrkning eller et endog kun nogen lunde ordnet borgerligt Samfund, eller aarlige Fester, hvortil saa meget Andet knytter sig, uden nogen Bestemmelse af Aarets Længde og Inddeling, derpaa gjøres vor Ungdom enten svagt eller slet ikke opmærksom. Kun ved Phoenicernes Søefarter faaer Astronomien en hæderlig Mælding. At Alexander ved at kaste sin Skygge paa Diogenes gav denne Anledning til et lykkeligt Indfald, og hiin atter til en stolt Yttring, veed Enhver; men at Eratosthenes, under Ptolemæus Euergetes, af en Skygge beregnede Jordens Omkreds, er kun de Lærde bekjendt. Om Saturn og den gyldne Tid høre vi; men at Guldet er det Metal, der efter Naturens Orden først maatte vorde Mennesket bekjendt: at efter Guldet, Sølvet maatte følge, og efter dette Kobberet, og at endeligen Jernet, først efter en længere Nække af Erfaringer kunde bearbeides, derom ties. Og hvad der er langt vigtigere, at Menneskesamfundets Tilstand, baade Krigens og Fredens Kunster, selv de ædleste dannende Kunster, paa mangfoldige Maader hængte sammen med Kyndigheden i at bearbeide Metallerne berøres neppe. Vi lære i den nyere Historie den Spanske Successionskrigs og Syvaarskrigens Helte at kjende; men Dampmaskinens Op: finder og de Mænd, som strax derpaa gave dem de vigtigste Forbedringer, de Førstes Samtidige, forbigaaes; og den Mand, blandt de Sidstes Samtidige, der, imedens de hvilede fra den blodige Kamp, gav hin Maskine de store Forbedringer, hvoraf Følgerne sees i alle oplyste Landes Kunstflid, ansees i Verdenshistorien ikke saa vigtig som den der har vundet et ubetydeligt Slag. Vi ville ikke bebreide Historieskriverne, som allerede i den sidste Menneskealder, saa betydeligt have udvidet deres Blik, at de endnu ei ere gaaede videre i at indrømme Videnskabernes store Fremskridt den universalhistoriske Plads de

I

fortjene: vi ville ligesaa lidet bebreide Opdragerne, at de endnu ikke have tilstaaet Naturvidenskaben al den Virkning paa Ung dommens Dannelse, den burde have: vi troe tvertimod at denne Tingenes Behandling laae i den Gang, vor Udvikling har taget, og maaskee nødvendigt maatte tage; men vi troe ogsaa at det nu og da bør siges, at den Tid staaer for Døren, hvor de øvrige Videnskaber maa knytte et indeligere Sam fund med Naturvidenskaben.

Vort kunstige Samliv fjerner os fra Naturen og dens Betragtning. Videnskaben og dens Anvendelse fører os igjen tilbage dertil. Menneskelivet, der ikke, uden Raahed, kan være blot Natur, maa, ved alle Videnskabers og Kunsters Forening, forvandles til en naturbegrundet Kunst, hvorved den skjønneste Overensstemmelse mellem det andelige og Legem: lige vil opnaaes.

At de mechaniske og chemiske Kunster i vor Tid har naaet en saa overordentlig Høide og Udbredelse, skyldes især Naturvidenskaben og den Undersøgelseskunst, hvormed den paa det inderligste er sammenknyttet. Det ligger derfor ogsaa i Tidsalderens Aand, at hæve den Stand, der driver disse Kunster. At man hos Romerne overlod dem til Trællene, og siden, for det meste, kun indrømmede dem en lav Plads blandt Samfundets Sysler, var naturligt; da man deri ikkun saae det Legemlige. I det Naturvidenskaben efterhaanden lærer os de Grunde, hvorpaa enhver Forretning i Næringsbrugen beroer, lægger den en Fornuft deri, som før var dem fremmed. Næringsbrugen forædles herved paa samme Tid, som den forbedres. Men ikke blot Næringsbrugen, ogsaa Næringsbrugeren forædles herved; thi at handle efter egen Indsigt, istedet for efter gamle overleverede Forskrivter, giver altid Mennesket, en forædlende Bevidsthed, og større Modtag

somhed *) for alt andet Fornuftigt og Godt. Man misforstaae ikke det her Sagte saaledes, som om der meentes, at alle de som udføre Forretningerne i Næringsbrugene, eller endog kun de Fleste deraf, skulde bringes til en klar Indsigt over alle deres Arbeiders Grunde: saavidt bringe endog faa lærde Forretningsmænd det; men derved at Videnskabsmanden op: lyser Næringsbrugen, og Mange af Næringsbrugerne erholde klare Begreber om deres Forretning, vil der udbredes saa megen fornuftig Kundskab blandt Mængden, at hele Standen hæves. Det er glædeligt at see, at saa mange dygtige Mænd, i Europas forskjellige Lande, befjæles af den Menneskekjærlig hed, at de med den største Iver arbeide for at forædle en Borgerklasse, til hvilken de fleste af dem selv ikke høre. Deres Virksomhed vil bære Følger i en lang Række af Menneske: aldre. Arbeidet vil i næsten enhver Næringsbrug gjøres bedre, eller med mindre Møie: Erhvervsgrene, som før kun blomstrede i et eneste begunstiget Land, ville udbrede sig over flere, og nye Erhvervskilder ville udfindes. Livsnydelserne forhøies der: ved i alle Stænder, saa at en ringe Borger nu har flere af disse Goder, end i Middelalderens Begyndelse en mægtig Fyrste kunde skaffe sig. Man forekaste os ikke at disse Goder blot ere sandselige; thi først ere mange af de sandselige Goder et Slags Betingelser for ben aandelige Udvikling: da jo den Lethed, hvorved man unddrager sig Mangel og Besværligheder, formindsker Hindringerne for vór aandelige Virksomhed **);

*) Dette nye Ord burde vel sættes istedet for det heller ikke meget gamle: Modtagelighed, som efter sin Oprindelse betyder en Evne til at modtages, ikke til at modtage.

*) Det forstaaer sig, at den Lethed i Fornødenhedernes Tilveiebringelse, der folger af Kunstflid, har en ganske anden Virkning paa et Folk, end den der følger enten af en overs

dernæst henhøre særdeles mange af Kunstens Frembringelser fil at forøge vore aandelige Nydelser, og tilmed vor høiere Ud vikling; nogle endog til umiddelbart at lette Veien til Indsigter, hvorpaa Bogtrykkeriet, Billedtrykkeriet *), alle de kunstige Seeredskaber o. s. v. give overflødige Exempler.

Uagtet det ligger for Dagen, som en ligefrem Erfaring, at mange af de Opdagelser, hvorved vor Tidsalders Kunstflid har naaet en saa overordentlig Høide, er Frugten af Videns skabsmændenes Arbeider, vedligeholdes endnu stedse et Slags Fordom mod Videnskabernes Anvendelse i Kunsterne; især er. denne Fordom stærkere hos os end i de Lande, hvor Kunst fliden har naaet en større Høide. Vi ville ikke skjule for os, at overilet Brug af Videnskaben ofte har givet Anledning til denne Fordom. Videnskabsmænd, og endnu oftere Mænd, som havde tilegnet sig nogle Brudstykker af Videnskab, have undertiden forviklet sig og andre i betydelige Tab, ved at an: lægge eller bestyre Fabrikker. Disse Uheld kunne undertiden have havt deres Grund i Videnskabens Ufuldkommenhed; men langt oftere have de hidrørt fra Mangel af Indsigt, eller af Klogskab og Handelskyndighed. En har begyndt sine Arbeider i det Store, før han havde prøvet dem i det Smaa, og derved kommet til at betale større Lærepenge, end hans Evner tillode: andre have anlagt deres Fabrik paa et urigtigt Sted; `atter andre ikke beregnet Forholdet mellem Udgivterne og Indtæg terne ved tilsigtede Forbedringer: ei at tale om dem, der blot

ordentligt frugtbar Natur, eller af tilfældig Berigelse. Hiin Lethed beroer paa Kræfternes uophorlige Pvelse, denne paa en Tilfredsstillelse af Fornødenhederne ved den mindst mulige Virksomhed. Hiin Lethed opliver, denne sløver.

*) Under dette Ord synes Kobberstik, Træesnit, Lithographie, Siderographie, Stannographie o. f. v. at kunne indbefattes.

af Mangel paa rigtig Huusholdning have ødelagt sig. Over: alt maa man stadigt holde for Die, at Videnskaben vel í høi Grad kan lette Veien til Øvelse og Erfaring, men aldrig gaae i Stedet for den. I alle Livets Forhold er en Uendelighed, som ingen Videnskab kan udtømme. Den der vil anlægge en Fabrik, blot efter Bøger, er ikke bedre faren, end den, der vil tale et Sprog efter Studium, uden Øvelse.

Mod Videnskaben anfører man ogsaa, at Næringsbrugere ofte ved dens Anvendelse, have ødelagt sig. Dette kan let skee, naar de enten anvende en Lærdom, de ufuldkomment have fattet, eller naar de over Studeringerne forsømme deres Forretninger. Ofte er en Næringsbrugers Syslen med Videnskab ikke andet end en hemmelig Ulyst til hans daglige Forretninger: unders tiden ogsaa en forfængelig Stræben efter at berige, eller ud: mærke sig ved vovede Forsøg. Saadanne Mennesker vilde ogsaa finde andre Veie til Fordærvelsen, dersom de ingen Leilighed fandt til at misbruge Videnskaben.

Det heldigste er vistnok, naar Videnskabsmand og Næs ringsbruger virke i Forening. Naar hiin søger at erholde en bestemt Kundskab om det som foregaaer i Værkstederne, for tilgavns at forstaae hvad denne vil vide af ham; denne deri: mod gjøre sig saa bekjendt med Videnskabens Hovedlærdomme, at han kan fatte og benytte de Raad, han modtager af hiin. Videnskabsmanden skal gjøre Forslag, Næringsbrugeren skal prøve; men begge maa de komme hinanden fortroligt imøde. Hiin vil da ofte i Næringsbruget lære nye Naturbegivenheder eller nye Forhold at kjende, hvormed han kan berige sin Videnskab; denne vil, efter forsigtig Prøvelse, endnu langt oftere finde nye Rigdomskilder i hiins Meddelelser. Men i alle Tilfælde maa de stræbe at forstaae hinanden; den blotte Meddelelse af Recepter, hvorpaa saa Mange, baade Næringsbrugere og ikke Næringsbrugere satte saa stor Priis, fører