1

det en Selvfølge, at det maatte udelades, som efter fit Ind hold maa hindre den rette Opbyggelse, uden Hensyn til anden historisk eller litterair Interesse.

C

Med de her anførte aphoristiske Yttringer mener imidž lertid Udgiveren at have besvaret alle Indvendinger, og han antager det som afgjort (S. XV): "at alle Indvendinger mod de Ringoste Pfalmers Brugbarhed i vore oplyste Tider er kun, hvad Digteren selv kalder Ord:L7isser til at kyse Børn med." Anderledes ville vel De dømme, der mene, at der til at opbygge fremfor Alt hører at lægge en god og fast Grundvold, og at kun saadanne Opbyggelses: bøger kunne siges at være i Christendommens og den evanger liske Protestantismes Aand, som, istedenfor at oplue Følelsen og ophidse Phantasien paa Fornuftens Bekostning, fremkalde Andagtens Blomst af Lærens sunde, styrkende, frugtbare Nod. Hvor jødiske Forestillinger om "Guds Vredes Jld og Grums heds Hede," om Djævelens Forfølgelser og Anfægtelser, hvor pietistiske Udmalinger af "Jesu Helvedangst under Piinslerne af Guds Vredes Ild," af Menneskenaturen som Gjenstand for Afskye og Væmmelse, gjennemtrukken af "Spedalskheds Forgift og al Uteerligheds Skarn," af Angeren som en fors tvivlet Sønderknuselses:Tilstand, hvor Synderen vrider sig i Støvet med Hulkegraad og Krampehikke, af Retfærdiggjørelsen som "en Nedsænkning i Christi Blod, i hans Værdskylds dybe Hav," snart ængste, forvirre, overspænde, snart nedtrykke og slappe Sjelen, - der virkes vist ikke til sand Velsignelse, thi Sindet taber sin Klarhed og Roe, sin Bevidsthed af egen Værdighed og egen Villiekraft, og den Andagt, der saaledes bevirkes, er ikke den milde, velgjørende Varme, der vækker Landens Kræfter til virksomt Liv, men en blussende Jld, der gjør Jordbunden tør og ufrugtbar, og omsider fortærer sin egen Bolig. Der var en Tid, da flige Forestillinger, udtrykte

1.

i. Parstenis: Burgemaal, väre nöf, tilat freinfalde, win siffe; en Fordømmelses, dog en Forviisnings:Dom over Kingos Palmer, og fortrænge derü fra Kirker og Huse som, Padelig: Læsning. Deane Rigorismeder sendre, veget for en høiere æßhetif Sands og en dybere religieus Følelse, som ikke ved Pletterne, hindres fra at [flatte den poetiffe Herlighed og den christelige. Tro i dens begeistvede Udtryk; men, skulde det atter komme dertil, at man: blev:ligegyldig imod Lærens Reenhed inden christes lige Sang, at den digtersle. Indklædning «forfonede., ps med Forestillinger, som man engang med Faie lykønskede sig med at have deets fortrængt, deels berigtiget, sandelig, da fik vi neppe Grund til at dykønske os med denne: Omverling. Naar man vore Dage hyppigen Heer Andagtsbøger i Vers og. Profa fra det femtende og sertende Aarhundrede, Postiller, Huuskors, Taareperser udgives saa ny i uforandret Form og saaledes udbredes i Folket, overseer man da ikke, at, om and Læren og Troen er i Tidernes Lab væsentligt den samme, faa er Tanker og Sprogformen for denne Lære iffe den famme fan og skal ikke være det? og naar laa ser, blive der da ikke langt andre Fordringer at giøre til Udgiverne af flige Skrifter, and desi Regelen gjøre til sig selv? thi hvad er il mere modsigende, end à paas en Tid og livet: Land, hvor der ved forbedringer i Skoleindretning og Underviiss ningsmethode og Lærebøger virkes faa troligt til at gjørė human og religieus Oplysning og Dannelse, almindelig at fee Bøger udbredes som Opbyggelsesz Leaning, der foredrage, gjentage og indprente de Fordomme hwis Magt Undervishing. gen arbeider paa at fortrænge? Naar vi efter: denne Synsmagde ikke kunne andet end finde Udgivërens. Hensigt med nærværende Arbeide forfeilet, da beklage vi det saameget oprigtigere, som vi elsker og beundre de bedre af de Kingoske Psalmer som Mønster pad ben fande christelige Pfalmedigtning, og wilde

"

ansee en udvalgt Sâmling af disse: soin et forceinlige, Mida del til sand christetig Andagts Befordring. lammed:ok

1

J. enhver Tidsalder, hvor religieus Partieaand fører Order, danne sig enkelte Themata, hvilke denné : Aands: Orz ganer bruge som et Slags Omqvæð, de ideligt gjentage med en eller anden Variation, for saaledes efterhaanden at skaffe dem almindelig Indgang. Til disse, hører for nærværende Tid den meget monotone og trættende Elegie over den gamle Psalmebogs fortrængelse af den nye spil

Veð Bedømmelsen over vor evangelist: christelige Pfals: mebog kan man stille sig paa tvende forskjellige Standar punkter. Man kan sammenholde den med dealet af: en christelig Psalmebog, og hvo vil da nægte deris :Mangler, navnlig dens Mangel paapvetisf, opløftende Aand, paä › hjertes gribende begeistrende Kraft? og hvo kan tilbageholde Dusket, og Haabet om at see disse Mangler engang. lykkeligt afhjulpne? Men ethvert Arbeide, som hører til en vis Tid og indtager i Tidernes Række sin bestemte Pladsy maa bedømmes forholds viis, og den Dom, der tilsidesætter dette historiske Hensyn, bliver skjev og betydningsløs. ęrizi.

Og spørges der nu om vor Psalmebogs Værd med Bens fyn til den ældre, som den har afløst, om der ved, dette Bytte er vundet eller tabt, da erfare vi vistnok, at Stemmerne herom tere saare deelte, men vi ville ogsaa erfare, at faare Mange tægge deres individuelle Tro og Synsmaade til Grund for deres Dom, og foretræffe eller tilsidesætte den gamle, alene::eftersom denis dens finde deres eget dogmatiske System udtrykt eller mods sagt." Disser ere imidlertid/pád Begge Sider intet mindre end uvillige Dommere, idet den af personlig Interesse : hindres fra at beholde den rette Bedømmelses: Regel for Die. Skal nem lig Pfalmebogen efter sin Bestemmelse være det almindelige Udtryk for Andagten, som besjeler den forsamlede Menighed

den.

og bringer den til at udsynge fin Tak og Prifs og Bøn, das er det ogsaa den første og væsentligste Fordring, at den® skal være Udtryk af en Tro, som kan antages at være Menighes dens fælleds Eiendom; og dette opnaaes kun, naar den fütz gjørt fra Skölesystemets Skruebaand, bevæger sig inden Evan: geliers hellige Grændser, af dens rene, simple Lære Henter fin Kraft til at opklare, styrke, røre, begeistve, og faåledés véd sit Erempel antyder, at den kirkelige✨ Virksomhed staaer over Modsætningerne, der udenfor Kirken dele den theologiske Vet?? Denne Grændse mellem Religion og Theologie (πísis og yvwdis) er iz vor nærværende Psalmebog Frukket og vedligeholdt med en rigtig"Etkjendelse af Hovedbetingelsen for den almindelige Opbyggelse, som savnedes den ældre, og i denne reen evangeliske * Characteer ligger der "væsentlige Fortrin, fom maa indrømmes hiin fremfor denne, og som ogfad÷A Gjerningen bliver den stiltiende indrømmet. ::: Thi Hvilke ere de Klagepunkter, paa hollke selv den höftigste Critik imod den nu brugelige Psalmebog gaâer ud ?} a€ den sarpere, bestemtere Betegnelse mangler i mange Dogmer, at det fattes Fremstillingen paa Liv ́og Aañd, paa lyrisk Høihed og Bégeists ring, at den religieuse Følelse ikke finder sig tilfredsstillet, men møder et forstemmende Savn. Men langt fra vil gjentage det at nægte Sandheden i disse Udsættelser; "ville' viħalene gjøre opmærksom" paa;” at disse Ankepòster dög stedse ere mindre graverende end de, som i finTid ere blevne fremførte mod den gamle Psalmebog, og som man vel nødes til at lade staae ved Wagt, faafremt ellers Troens Indhold er væsentligere end dens Indklædning. Thi hvad man hist paaankede og ved Erempler til Overflød beviste, var intet mindre, end at Psalmebogen indeholdt mangfoldige Forestillinger, som ikke havde deres hjemmel i den hellige Skrift, at den paa mange Steder blev Evangeliet's

rene, aandige Characteer atry, og voldte mangen from Christen Anstød og Forargelse paa det hellige Sted ved crasse Fores stillinger celler, bittre polemiske Yttringer. Ogsag derved har den værdige, Biskop Balle, hvem den danske Kirke Fyldere en Psalmebog, fom Alle fynge uden Anstød og de Fleste til Ops, byggelse, fat, fim ægte evangeliste Characteer et Mindesmærke, idet han vidste at fjelne sit eget theologiske System fra den. almindelige christelige Tro, og fandt sig, som Medlem af Kirs fen, opbygget ved, Psalmer, der ikke kunde fyldestgjøre ham som Dogmatiker. poro

Saameget til en rigtig og billig. Vurdering af por nærs værende Pfalmebog, med hensyn til de mange Bedømmelser, der med en ligesaa partisk Eensidighed blive staaende ved dens Skyggesider, som ved Lyspartierne inden ældre. 3 ods

Bel er det iffe ualmindeligt at høre anføres til Forsvar for den gamle, Psalmebog, ligesom for vore liturgisße Formus larer at der dog selv med de enstødelige Pttringer ret vel laders fig, forbinde en god og opbyggelig Tanke, naar man kun veed at adffille den forfeilede Petring fra den christelige Idee, som dermed kan være betegnet. Men dersom dette Forsvar virkelig er et Forsvar, da lader nogetsaanær Alt sig forsvare, undtagen Reform og Fors bedringthi, ligesom for den Rene Alt er reent, saaledes er Alt klogt for den Kloge, naar han vil lukke Dinene til for Feilene, udelade, tilføie og substituere det Ene for det, Andet; og i Grunden bliver det da at ansee som en hovedfeil, at man har stilt fig af med det latinske Sprog i Kirkesang, og Formular; thi hvor Ordene, selv ikke give Tilhørerne nogen Mening staaer det Enhver frit at give Ordene den allers fortræffeligste Mening. Men i de protestantiske Kirker, hvor Modersmaalet er anordnet, er man uden Tvivl berettiget til at fordre at den funde opbyggelige Tanke ikke ved For: