*

snarere nedbryde end opbygge” svares. IV: "Hvo der i et rigtigt Stavelse-Maal, regelrette Riim, og det gængse Bogfprog finder Erstatning for Mangel påa Uand og Salvelse, Liv og Beskuelse, de vil i vore Dage aldrig være forlegne for opbyggelige Psalmer ; men hvo der føler Trang og Lyst til Psalmer, der kan oplive Sjelen og opvarme Hjertet, de oversee vist gjerne Pletterne i de Kingoffe: Psalmer." Dette fan for endeel være sandt, men det er i ethvert Tils fælde ikke. Svar paa Tiltalen, men Hendreielse af Talen til et ganske andet Punkt; thi fordi skurrende Vers, falske Niim og platte udtryk og Talemaader støde vor Følelse, ders for mene og sige vi jo ikke, at vi give Afkald paa Aand og Liv og Salvelse for at erholde regeltet Riim og Stavelse: maal, men vi mene og sige, at Sprogformen, hvori den poetiske Aand udtaler sig, bør være reen og skjøn, og at mans gent Udtryk, somat sin Tid er bleven brugt og hørt uden Ans stød, nu heel ofte forstyrrer det skjønne, veldadige Indtryk af den poetiske Sang. Paa saadanne Anstødstene er der ingen Mangel i de Kingoske. Psalmer, f. Er. Undersked (Forskjel) S. 22, Krankhed S. 79, udrotter . 99, Hjertes Stærkning S. 114, digt (tæt, haardt) S. 120, 163, vederfige (modsige) 204, Velgefal S. 237, Vedermod (Mismod) S: 300, Hinterhold S. 358, gelinget S. 419, mislinger S. 505, eller, for at anføre Exempler af anden Art:"Fornuften ei kan stige til Herrens Raadstu-Stad" (S. 50) "Deres Ørebul de stopper, og Guds Naade? vei tilpropper" (S. 205). Gud ei behøver Regnebog og Spisetart at lele (S. 84).

---

A

Gud bag Døren staaer

(S. 3). Gud, du eft min Pottemager (S. 141).

Naar det endvidere er af Udgiveren bemærket S. III angaaende de paaankede skurrende Vers og platte Talemaader: at "denne Indvending vistnok ikke fra først af er ops rundet i et troende Hjerte," da vide vi ikke, hvað hermed skal være sagt. Skal Meningen være den, at critiske Tvivl og Indvendinger ikke udspringe umiddelbart af Troen, heller ikke opkomne i det Hjerte, hvor Troen findes alene, uden tilsvarende aandelig Udvikling, da er dette af sig selv klart; men enhver fornuftig Christen maa protestere imod, at den blinde Auctoritets-Tro uden Rod, og Grund i Menneskets Indre, udgives for den sande, den christelig eenfoldige Tro, med hvilken den ikke har mere Lighed end Dumhed med · Ærlighed. Skal derimod det være Meningen, at en critisk Følelse ikke kan baade fra først af være vaagnet, og fremdeles være vaagen og virksom i et troende: Hjerte, da er dette en Urimelighed; thi den sande, selvbevidste Tro udelukker jo dog hverken, den frie Udvikling eller den rette Brug af Sjelens øvrige Evner; den vækker meget mere og skjærper den fine Sands for det Værdige og Sømmelige i Behandlingen af de hellige Gjen: ftande; og det vilde derfor være en besynderlig Forestilling, at der hos en Christen, naar han tog sin Psalmebog i Haanden, sfulde indtræde en Stilstand i hans aandelige Virksomhed, saa at han under Andagtsøvelsen skulde kunne aflægge sin naturlige og øvede Sands for det Rigtige, der Skjønne, der Anstændige og den Mobbydelighed for det Vrange, det Usømmelige, det Mistonende, som fra hiin er uadskillelig.

Snarere kunde man fristes til at give Udg. Ret, naar han yttrer S. IV: "om jeg ogsaa havde fundet, at Kingos Psalmer trængte langt mere til Forbedring, end jeg kan ind fee, saa maatte jeg dog. have ladet dem uforandrede, da jeg (mig) fattes poetisk Gave, og har dog, Gud skee Lov! Dine til at see, hvor bedrøveligt det falder ud, naar de, der i det

høieste kunne blive gode poetiske Læsere, indbilde sig at kunne rette og forbedre store Digteres Arbeider." Imidlertid turde den her yttrede Beskedenhed vel være overdreven, eller rettere, de antydede Mangler vilde kunne afhjælpes uden den Gave, som udg. vil have sig selv frakjendt. Thi om det vistnok mislige Arbeide at omarbeide Kingos Psalmer er her aldeles ikke Talen, men alene om at udviske enkelte Pletter, ved at ombytte germaniserende eller plat:anstødelige Udtryk med andre af samme Stavelsemaal og Endelse, og om at udelade enkelte Psalmer og Stropher, uden derved at fremkalde noget føleligt Savn, helst da saa mange af de Kingoske Psalmer ere eensartede baade i Materie og Form, og mange ere af træts tende Længde; og til ingen af disse Operationer vilde egentlig poetisk Gave udfordres.

Men naar vi saaledes mene, at en Udgiver af Kingos Psalmer som almindelig Opbyggelsesbog maatte føle sig bes føiet og opfordret til, ved enkelte Smaaforandringer og endnu mere ved Udeladelser og Udvalg at lette og befordre den opbyggelige Læsning, da maatte han efter vor Overbeviisning endog føle sig forpligtet til at gjøre Brug af denne Frihed, for at forebygge de skadelige Virkninger af de flere vrange Forestillinger og uheldige Yttringer, som udbredes i Folket ved en Samling, hvori Alt er optaget uden noget Udvalg og uden nogen Tilretteviisning.

Udg. har, som ovenfor anført, indrømmet, at denne Indvending ikke er ugrundet, men uden at tillægge den bes tydelig Vægt, forsvarer han sig derimod ved den Paamindelse: "jeg behøver neppe at erindre christelige Læsere om, at hvad der staaer i en Psalme, selv af den gudeligste Digter, er ingen Troes-Artikel, men maa, naar det ei lader sig forene med vor rene christelige Tro, betragtes som en Seiltagelse, vi tilgive Digteren og haabe, har, ham uvitter:

ligt, indsneget fig" (S. V). Men det er efter vor Forme ning vanskeligt at begribe, hvorpaa denne overordentlige Tillid til de christelige Læseres Oplysning og Dygtighed til at prøve Aanderne skal støtte sig. Bistnok staaer den store Classe, af christelige Læsere nuomstunder høiere, end een Generation eller to tilbage, i rigtig, forstandig Indsigt i den christellge Trotakket være de forenede Bestræbelser af Regjering og Lærere i Kirker og Skoler, og fremfor Alt Inførelsen af Lære og Læsebøger, beregnede paa at vække og lede til Eftertanke over de hellige Sandheder; men paa en Tid, hvor saamange forenede Kræfter arbeide paa at gjøre Fornuftens Evne og Brug miss tænkt og at trænge det tændte Lys tilbage, medens de fordoms: fuldeste religieuse Forestillinger finde Forsvarere og indprentes Folket i Tale og Skrift *), hvorledes. skulde det der være til:

*) Jet saakaldet Repertorium for aandelige Sager byder Hr. Thisted i Aaret 1827 sine Læsere den Underretning, som Palladius gav i Aaret 1547 om det vigtige Sporgsmaal: "Hvorledes man kan kjende, om Nogen er besat af Djævelen eller ei." Svaret lyder: "Hvis den Syge kan oplæse fine Bud-Ord, Troen, Fadervor og bekjende sin Tro, da er det et Legn, at han ikke er besat; thi den Onde kan ikke det lide, men tør vel strax vrænge hans Mund op til begge hans Øren, og komme hans Øine til at staae aabne som en brændende Ild, ja komme ham til at skraale, at man kan høre ham en heel By igjennem." Saare ønskeligt var det, om geistlige eller verdslige Embedsmænd, fornemmelig i visse Egne af Jylland og Fyen, vilde samle og meddele authentiske Data om de synlige og haandgribelige Virkninger af denne Slags Anviisninger. JOmegnen af een af Jyllands Stiftstæder foretog en Gaardmand sig i Marts 1825 den Operation, at lægge sin syge, 18 Aars gamle Son om Natten Kl. 12 i en Kule paa Marken, han til den Ende havde gravet, derover nogle Brædder og ovenpaa disse Jord, hvori

strækkeligt, at henpege i Forbigaaende til uchristelige Satninger, som skulle være indeholdte i en Bog, der udgives til almindelig Opbyggelse? hvorledes skal Folket gjøre sig Be greb om, at en Psalmebog gives det i Hænder, hvor det maa være agtpaagivent for ikke at laane Dre til det, der ikke lader sig forene med den rene christelige Tro? hvorledes kan man tiltroe Mængden den fornødne Evne til at gjøre denne Adskil lelse? og hvorledes kan man i modsat-Tilfælde berolige sig ved et henkastet Bink, som kun vilde være skikket til at forurolige og ængste Den, der var bekymret for sin Troes Reenhed? hvorfor da ikke vælge den naturlige Udvei, kun at levere det Sunde og Gode?

"

Naar Udgiveren endelig hertil svarer: "men, kunde jeg med god Samvittighed indrykke ogsaa det, jeg misbilligede, da maatte jeg ogsaa gjøre det, fordi det var min Bihensigt, at levere sag fuldstændigt et Billede, som mueligt af Thomas Kingo som gudelig Digter; thi til et saadant hører unægte lig Feilene ligesaavel som Fuldkommenhederne" (S. V), da vil man heri efter Udgs. egne tidligere Yttringer ikke kunne finde noget fyldestgjørende Svar. Thi det ligger i Sagens Natur, at Bibensigten, som underordnet Hovedhensigten, maa opoffres, naar den ikke kan opnaaes uden væsentlig Hindring af denne; naar altsaa Udg. efter egen Erklæring har havt til Hoved: hensigt, at opbygge christelige Læsere ved Kingos Psalmer, er

han ploiede tre Furer, Alt for at helbrede den Syge, som var erklærer for besar. — Slige historiske Kjendsgjer'ninger fortjene at kjendes og tages til Hjerte, hvor man endnu stedse staaer i Tvivl, om Troen paa en personlig Djævels Besættelser og Indskydelser er i vore Dage enten stærkere eller svagere, end det var at ønske, og om det er raadeligst at arbeide for eller imod den.

་