Stilling; og ved deres Forhaabningers Grav lære de, men hvor ofte for seent, at vurdere den Røst, til hvilken de i deres Ungdom gjerne lyttede, fordi den smigrede deres For: fængelighed. Men hvad ville de, opvaagne af deres Drøm, sige, naar den falske Ven, til hvis Stemme de villigen laante Dre, var een af deres Lærere; var een af dem, hvis Kald det havde været at sprede Sandhedens Lys over deres usikkre Fjed?

Vi ere naturligen blevet henledte til disse Betragtninger ved at læse Herr Pastor Steen Steenersen Blichers "Skildring af Danmarks nærværende Tilstand,” hvori Forfatteren, der siger om sig selv, at han søger og priser Frihed og dog vel ogsaa Sandhed. →i dens videste Udstrækning, ret synes at have lagt an paa at smigre Folket, disse Fædrelandets Børn, om hvilke en nylig afdød stor Statsmand har sagt: "de have ligesaa aabne Dren for Smiger som Fyrsterne."

I denne "forte men troe" Skildring af Danmarks nærs værende Tilstand siger Forfatteren, Pag. 6: "Fædrelands: "kjærlighed er hos intet andet Folk bygget paa fastere Grund: "vold, eller fremkaldet af større og sandere Fortrin." P.15: "Danmark er bragt fra en forvirret underkuet og forarmet "Tilstand til en Grad af almeen Lyksalighed, hvortil intet "andet Rige kan vise Mage." P. 16: "Før 1807 var Dan: "mark hævet til et Trin af Cultur og Velstand, som maatte "opvække alle Fremmedes Beundring og Manges Misundelse. "Videnskaber, Kunster, Handel, Industrie, Agerdyrkning "blomstrede under vise Loves og en mild Regjerings Ægide "saa herligt, at Digternes fabulerede Guldalder syntes at "vorde til i Virkeligheden, og den saturniske Periode for "Alvor at være vendt tilbage i Danmark.” P. 17: "Og "dog ere nu efter kun fjorten Aars Forløb de fleste "Saar lægte og alle lindrede. Pengevæsenet har atter naaet

"Fasthed og Tiltroe, Skibsfart og Handel ere igjen i ønskelig "Fremvært, Industrie og Agerdyrkning ere bragte til en langt "høiere Grad af Fuldkommenhed end de før Krigen havde "naaet." P. 23: "Alles Kaar er uden Sammenligning "bedre, end to Generationer tilbage i Tiden, og endeligen har "Oplysning og Sædelighed holdt Skridt med den idelig "stigende oeconomiske Velfærd." P. 25: "Endelig have de "egentlige skjønne Videnskaber og Konster i Danmark fundet "en saa stor og mangfoldig Understøttelse, at deres nuværende "Standpunct her ikke tillader deres Dyrkere at misunde deres "Forgjængere i Grækenlands bedste Dage." etc.

Det Plumpe og Smagløse i disse Overdrivelser kunne let hos en med Danmarks fande Tilstand Ubekjendt opvække Mistanke om, at Misfornøielse og Partiesyge her stod imellem Tronen og Folket, og at Regjeringen trængte til Forsvarere, og ogsaa her havde fundet een af de Selvbeskikkede, der andensteds have skadet Tronen langt mere end dens for: bittrede Angribere. Har det derfor været Forfatterens Hensigt at lære Nogen det, som denne ikke ligesaa vel erkjendte som Læremesteren, da maae vi i samme Grad beklage hans Dømmes kraft og Smag, som vi tvivle om hans Sandhedskjærlighed. Dog dette kan han neppe for Alvor have villet, thi han er retfærdig nok til selv at indrømme, at Enighed her urokkeligen er grundfæstet mellem Tronen og Folket, og at alle Danmarks Sønner forenes i Kjærlighed til Kongen og Landet. derfor Forf. tyder hen paa, at det vilde være en Daarlighed, om nogen Statsborger alene vilde optælle Manglerne ved den Forfatning under hvilken han lever, saa kunne vi vel ikke andet end give ham fuldkommen Ret heri, men vi tillade os dog at mene, at det ogsaa er en Daarlighed uden Kald og Opfordring, saalange ingen har begaaet den modsatte Daar: lighed, at gjøre Forfatningen til Gjenstand for en almindelig

Naar

Discussion, især naar man i den Grad savner politiske Kundskaber, at man antager en vittig Digters Bonmot for Poli: tikkens øverste Grundsætning. Ogsaa vi "takke Gud, at vi ere Kongen af Danmarks Undersaattere," at vi leve under en Regjering, som beskytter Liv og Sikkerhed, som udbreder Sandhed, og ynder at høre dens, beskedne Røst; men vi troe derfor ikke, at paa ethvert Sted uden for Danmark Liv og Sikkerhed ere precaire, og Sandhedens Stemme qvalt. Politisk Intolerance er os ei mindre forhadt end religiøs. Ogsaa vi "glæde os over den indvortes Ro, som her ufor styrret har hersket under alle de udvendige Storme," men vi tillade os derfor ikke at opvække Mistanke om, at det brandenborgske, habsborgske eller hannoveranske Huses Trone har maattet "udholde de voldsomste Rystelser." Ogsaa vi er: kjende, at vise Love og Retfærdighed herske i Danmark, men vi troe derfor ikke at Lov og Ret trædes under Fødderne, eller at "Kjøbmænd herske i England." Ogsaa vi ere tilfredse ved at være Borgere i den Stat, hvor under Tronarvingens Auspicier en Reventlau og Colbjørnsen streed for Bøndernes Frihed, men vi troe derfor ikke, at Washington og Jefferson, at Canning og Brougham, at Foy og Royer-Collard "kun have stridt om Herredømmet over det hele øvrige Folk." Ogsaa vi ere stolte af, at Danmarks Konge var den første, som sønder: brød Negerslavens Aag, og vi tør tillægge, at vi endog ansee det nedværdigende at kalde Menneskelighedens skjønneste Seier en Opfindelse, og at sætte den i Classe med Dampmaskinens eller Væverstolens Opfindelse *), men vi troe derfor ikke, at habeas-corpus-Lovens Opretholder ikke skjænker det engelske

*) "Lad den øvrige Verden bramme med tusinde Opfindelser! Wren for denne (Slaveriets. Udrøddelse) tilkommer ham (Danmarks Konge)" P. 20 i Anmærkn,

Folk andet "end Frihed til forgjæves at klage over Unders trykkelse; til at hænge sig eller hungre tildøde."

Dersom et Skrift af denne Natur, hvor vi saaledes hæves paa alle andre folks Bekostning, kunde have nogen Virkning, maa det da ikke give Folkets Stolthed og Egoisme den farligste Næring. Vi maatte have et falsk Begreb om Fædrelandskjærlighed, om vi troede, at dens Væsen bestaaer i Had til og Ringeagt for Alt, hvad der ikke er udsprunget paa Fædrelandets Jordbund. Vi leve i en Tidsalder, hvori man mere og mere begynder at erkjende den Sandhed, at det ene Folks Velvære er grundet paa og støtter sig til alles Lyk salighed, og vi skulle bifalde en Bestræbelse, som gaaer aaben: bart ud paa at indeslutte os inden for Egoismens snevre Skranker. Tiden har gjort det dobbelt nødvendigt at op: fordre og fremskynde Folket til at udvikle alle dets Kræfter og Evner, thi her som overalt have Verdensbegivenhederne gjort det uundgaaeligt at anticipere Productet af tilkommende Slægters Arbeidskræfter. Hvad skulle vi da sige om en Bestræbelse, som har til Hensigt at indbilde Folket, at dets Industrie, Handel og Agerdyrkning have naaet en Høide, som maatte gjøre det svimmelt, og neppe kunde tillade det at haabe noget høiere end det Bestaaendes Vedligeholdelse. Industrien staaer hos os endnu paa et lavt Trin; Han: delen lider under Mangelen af Kapitaler og under de almin: delige mislige Conjuncturer; Agerdyrkningen er vel i sien synlig Fremgang, men lader endnu meget at ønske og haabe tilbage, thi ogsaa den savner Kapitaler til dens høist mulige Udvikling, til Indførelsen og Afbenyttelsen af forbedrede Redskaber, af Arbeide sparende Maskiner, af Jordens Producti vitet forøgende nye Gjødningsmidler. Og vi skulle finde det passende eller endog fortjenestligt, at fortælle Folket, at Landets Tilstand nu selv er bedre, end "da den saturniske

Periode for Alvor var vendt tilbage i Danmark." Fængslerne ere nu langt stærkere befolkede af Lovsovertrædere mod Eien domssikkerhedën end i en foregaaende Periode; i Danmark er hvert folete Barn uægte født; og vi skulle troe, at det er andet end fordærveligt Ordbram, naar man fortæller Folket, "at Sædelighed har holdt Skridt med den idelig stigende Deconomiske Velfærd." Ja, var Velstanden idelig stegen, da tillade vi os at troe, at Sædeligheden ogsaa vilde være til tagen her, og at Forbrydelserne vilde være aftagne; men netop fordi Danmarks Nationalvelstand har været underkastet saa mange og saa voldsomme Omveltninger, netop derfor have Regjeringens uafbrudte Bestræbelser for at udbrede Oplysning ikke i den tilsigtede Grad kunnet virke paa Moralitet og Sædelighed. Hvad der derfor nu er den første Nødvendighed for os, der er: ved Udviklingen af vore Kræfter, ved Be nyttelsen af Landets hele Productivitet, ved Forøgelsen af vor Arbeidsdriftighed tryggere at grunde og mere at udvide vor Velstand. Men Middelet hertil er sandeligen ikke at ind: bilde os, at vi gjøre alt hvað vi kunne gjøre, eller at vi besidde en i alle Henseender uforbedrelig Arbeidsduelighed. Den sande Maade til at vise, at vi elske vort Fædreland, vg vide at prise den Konge, der selv elsker Danmark over sig, og der ved vise Love og kraftige Foranstaltninger har søgt at give vore Kræfter mere Energie og større Spillerum, er: som Han at elske Arbeide over Nydelse; er: som han under Anvendelsen og Udviklingen af vore Kræfter ideligen at styrke dem til vort Kalds Fyldbyrdelse.

' Vi skulde her have sluttet vore Bemærkninger om dette Skrift, ifald vi ikke troede at burde tilføie nogle Ord om den Letsindighed, som Forf. røber ved at tiltroe sig politiske Kundskaber, der kunne hjemle ham Ret til at hæve sin Stemme i