(som valgt Stænder-Repræsentant), og tillige at give dem, der ikke vare kaldede til at afgive deres Stemme umiddelbart ved Stænderforsamlingen, en passende og ønskelig Leilig hed til at meddele deres velmeente Raad. Hvorvidt dette Raisonnement er rigtigt, maae Læserne selv bedømme; men i hvilken Hensigt endog Præmieopgaven er fremsat, saa staaer dog endnu den Opgave tilbage at løse: „hvorledes kan det com= munale Liv vækkes og næres paa Landet, deels ved Com: munen selv, deels ved Regjeringen, deels ved begges Samvirken?" og dette Spørgsmaals fuldstændige og grundige Besvarelse maa efter Unm.s Mening især interessere Almeenheden. mener Forf. i sit Anhang Almeenaanden er en Følelse eller et Sindelag, hvis Oprindelse man ikke kan efterspore, og dette er vistnok meget sandt; thi den er, ligesom den ægte christelige Kjærlighed, en Frugt af aandelig Kamp mod de egens nyttige Drivter eller Tilbøieligheder. Men Almeenaand staaer dog i mindre Opposition med disse, end Kjærligheden i den christelige Betydning, og den kan derfor lettere, end denne, vækkes og næres ved udvortes Midler. Det gjælder kun om, at hver enkelt Borger kommer til klart at indsee og levende erkjende, at Communens Vel er hans eget; da vil han naturligvis ogsaa dersom han ikke er aldeles indolent interessere sig for det. Det sikkreste Middel til at vække og nære Almeenaand er derfor udentvivl at give hver enkelt Borger saa stor Andeel, som muligt, i Bestyrelsen af Communens Unliggender, og derfor anseer Unm. det især for vigtigt at faae det tilstrækkeligt oplyst, hvorledes en saadan Communalbestyrelse efter vore Landboeres Culturgrad lader fig organisere. „Hvilke Former den vakte Almeenaand da maa gives eller give sig i Communerne, under hvilken Organisation den maa fremtræde, for at kunne virke gavnligt og med held," det er da vistnok mindre væsentlige Sporgsmaal"; thi Commu nalforfatningen skal ikke være en Frugt af Almeenaanden, fjendt denne vel, nagr den var tilstede, vilde medvirke til at frembringe hiin; men Almeenaand er een af de Frugter, man kan vente sig af en vel organiseret Communal forfatning. Forf. synes ogsaa her at have betragtet Sagen fra en urigtig Side; thi det Spørgsmaal: „hvorledes bør Almeenaanden i Landsbycommuner benyttes eller ledes til Virksomhed ?" — besvaz rer han ved at udkaste et idealt „Billede af en Communalassociation", d. e. en Landsbyklub, hvori Sognepræsten atter skal spille Hovedrollen, og hvori Forf. ønsker til Medlemmer flere videnskabeligt dannede Mænd, besiælede af levende Iver for alt Godt, ophøiede over alle Stands- og andre smaalige Fordomme, opfyldte af en inderlig Attraa efter at fremme Landalmuens fande Vel i enhver Retning". Denne Klub samles „efter Sognepræstens Indbydelse" een Gang om Maaneden, hverken i Kirken eller Kroen, men i Skolen. Mødet aabnes med en Pfalme og sluttes - med et Maaltid med patriotiske Sange! For Medlema mernes Contingent anskaffes Bøger og Ugerdyrkningsredskaber, dannes et Laanefond o. f. v. Dette lyder jo ret idyllisk; men vi ville her ikke opholde os ved at undersøge de Vanskeligheder, som lægge sig i Veien for denne Plans Udførelse; givten til vor Frue Kirke i Kjobenhavn vilde vel være tilstrækkelig til at kuldkaste den. Derimod kunne vi ikke forbigaae den Grundvildfarelse, som ligger til Grund for dette Project, nemlig, at det alene er Standsfordomme, som danne en Skillevæg imellem de dannede Stænder og Ulmuen. Neit det er Culturen med den Levemaade, de Sæder og Skikke, de Forestillinger, Unskuelser og Interesser, som den medfører, der danner den uoverstigelige Skillevæg. For at kunne omgaaes med Almuen, behøver den dannede Mand ikke blot Ledladenhed, men Liedladelse (ourHatáßaois), og denne er en Kunst, som ikke Alle forstaae, eller let kunne lære. Men om vi ogsaa tænke os alle Medlem: mer af en saadan Landsbyklub paa nogenledes eens Culturtrin, -- alene Uf= hvad skal den da til? skulle Koner og Dettre samles med? eller skulle Familiefædre lokkes til at søge deres Glæde udenfor deres Familie? Havde Forf. tænkt sig denne CommunalAssociation" som en Klub, da vilde han vist ikke have anbefalet den; men han synes derimod at have tænkt sig en Slags hem: melig Ret, som dog ikke hører hjemme i en civiliseret Etat; thi for at enes om flittig Kirkegang" o. desl. behøver Menigheden dog ikke at samles til et Maaltid een Gang om Maaneden, og mindst under Sognepræstens Auspicier. Unm. indrømmer gjerne, at Almuen hæves - i det Mindste til en vis ydre Dannelse eller Politur ved Omgang med Dannede; men dertil give Almuens sædvanlige Gæstebud Anledning nok, saa man heller ikke af den Grund behøvede at oprette Landsbyklubber. Dette hele Project staaer i saa stærk Modstrid med Forf.s Yttringer om Almuens Sammenkomster, at man ikke let kan forklare det paa anden Maade, end ved at antage, at han ikke har havt eller kunnet danne sig noget Begreb om en ordnet Communalbestyrelse, og denne Mening bekræftes ved det Følgende, hvor Forf., ligesom en passant, figer, at man kunde tænke sig en af Regjeringen ordnet Communalbestyrelse, der var baseret paa Grundeiendoms Besiddelse"; men tilføier han strax efter „hvor en saadan Organisation udgik fra Regjeringen, uden at være fremstaaet af en i Communen værende levende Almeenaand, der kunde den let blive til en livløs Form 2c." Altsaa en ordnet Commu nalbestyrelse skal ikke vække og nære Almeenaand, men være en Frugt af den! Det er den forkeerte Anskuelse, Forf. faaer af Sagen ved sin Maade at betragte den paa. Kort efter vil Forf. knytte Reformerne (af Communernes Bestyrelse) nøiere til det hidtil Bestaaende", - ikke til den Communalbestyrelse, som er organiseret ved Reglementet for Fattigvæsenet og Anordn. for Skolevæsenet, men - til de Levninger fra Corporations= tiden, som endnu findes paa Landet", til Bylaug, Gildes laug o. desl., hvorom han dernæst leverer ret interessante antiqvariske Noticer; men det synes næsten, at han atter her vil gjøre „Øllet" til en Hovedsag. Efter det Anførte kan man vel ikke sige, at Præmien er tilkjendt en Uværdig; thi Censorerne valgte formodentlig det Bedste, som blev dem budt, og vi negte jo ikke, at denne Ufhandling indeholder meget Godt, som vel kan være den udsatte Præmie værd. Heller ikke kan man bestemt paastaae, at Præmiegiveren ikke har faaet fine Spørgsmaal tilfredsstillende besvarede; thi det beroer, fom sagt, paa, hvad han har meent med dem. Derimod ville vi snarere troe, at Den, som med Interesse for Landets communale Anliggender tager Bogen i Hænder, vil finde sig skuffet i sine Forventninger og enske, at Præmien ikke var vunden, forat denne vigtige Sag kunde blive grundigt og fuldstændigt oplyst fra en rigtigere Synspunct. I det Mindste maae Unm. tilstaae, at han fornemmeligen har fremsat ovenstaaende Bemærkninger i det Haab, at en Sagkyndig, om end uden Haab om Præmie, vil stræbe at belyse Sagen fra den ovenfor angivne Synspunct. Den Ede December 1837. De arresto civili ante latam definitivam judicis sententiam. efficiendo, nec non de inhibitione atque obstagio, ex jure patrio tam antiquo quam hodierno; subnexis legum peregrinarum præcipuarum præceptis de inhibitione atque de arresto civili. Diss. inauguralis, auctore G. H. Dreier, tribunalis superioris assess. et Lic. Juris. Hauniæ 1836. IV et 312 pagg. 8. I. Sblandt de Problemer, som den civile Lovgivning har at lose, ere meget faa af den praktiske Vigtighed og af den theoretiske Interesse, som Maaden, hvorpaa, og Betingelserne, hvorunder, Lovene, til Værn imod uredelige Debitorers Underfundighed og til Bestyrkelse af den almindelige Credit, tilstæde en Creditor, hvis Fordring er forfalden, men ikke betimeligen fyldestgjort, at anvende foreløbige Tvangsmidler imod Debitor, forinden Fordringens Rigtighed er undersøgt og bekræftet ved Rettergang og Dom. Den praktiske Vigtighed er indlysende ved Hyppigheden af de Tilfælde, hvori saadan Prævention kan være gavnlig til at sikkre Debitors virkelige Ret. Den theoretiske Interesse beroer fornemmelig paa Vanskeligheden af denne Opgave for Lovgiveren: thi just her, om nogensteds, bør Forholdene afveies med Skarpsind og Omhyggelig= hed, saa at der hverken ved Loven indrømmes Creditor for meget eller for lidet, men at der anordnes legale Garantier saavel imod Misbrug som for fuldstændig Udgang til retmæssig Brug i alle Tilfælde, hvor flig Prævention virkeligen kan behøves — og bette |